Velkommen til!
Tak for at bruge lidt af din dyrebare tid på at læse dette indlæg. Det er nu 4 måneder siden at jeg stiftede mit lille firma SoulWords by Haidi Wigger Klaris og jeg syntes efterhånden at det var på tide at give en kort præsentation af hvem jeg er og hvad det er, jeg gerne vil med mit firma.
Kort om mig ...
Måske har du allerede læst lidt om hvem jeg er på min hjemmeside, men hvis nu du ikke har, så får du her en kort introduktion: Mit navn er Haidi Wigger Klaris og jeg er en kvinde i 50'erne, som er gift og har en voksen datter. Jeg blev for mange år siden uddannet lægesekretær. Da jeg var færdigudlært, arbejdede jeg på et hospital i et årti inden jeg søgte nye udfordringer i det private og jeg har siden arbejdet 20+ år i medicinalbranchen. Jeg er også forfatter til en række ungdomsbøger. Læsning og skrivning har altid været en del af mig liv, det var dog kun læsningen som holdt ved op gennem mit voksne liv. Lige indtil jeg gik hjemme på barsel med min datter i 2001. Her begyndte jeg at skrive på mit første seriøse manuskript og at drømme om at blive udgivet på et tidspunkt. Det var dog først da jeg for alvor fokuserede på drømmen, at den gik i opfyldelse i 2014 hvor mit første manuskript blev antaget af et forlag, og siden hen har jeg fået udgivet otte bøger, hvoraf min første serie (Dæmonherskerens arving) også er blevet oversat til engelsk. I 2023 stødte jeg på nordisk shamanisme og selvom jeg ikke vidste det på det tidspunkt, førte det mig ind på en ny livssti som siden har bragt spændende venskaber, oplevelser og viden med sig. Sideløbende med mindfulness - noget jeg startede på at udøve da jeg var igennem en personlig hård tid - startede jeg nu også med at praktisere nordisk shamanisme. Lidt efter lidt var der nogle ting som begyndte at lappe over hinanden i forhold til mindfulness og nordisk shamanisme, og denne indsigt fik mig til at længes efter at hjælpe andre, ligesom jeg selv var blevet hjulpet. Derfor uddannede jeg mig i 2024 til mindfulnessinstruktør og nu har livet atter taget en drejning idet jeg har startet SoulWords by Haidi Wigger Klaris ... noget jeg aldrig nogensinde havde forestillet mig at jeg skulle skrive på mit CV for blot et par år siden.
Historien bag navn og logo
Da jeg skulle vælge navnet til mit firma, var det vigtigt at det repræsenterede min mission om at hjælpe andre med at finde ro og balance i deres liv og samtidig skulle det også repræsentere en anden del af mig - nemlig mit forfatterskab. For selvom jeg bruger en del tid på at få opstartet firmaet, er jeg ikke stoppet med at skrive og der er indtil flere historier som venter utålmodigt på at jeg får tid til at nedskrive dem. Firmanavnet skulle bære essensen af det hele ... og det endte med at blive 'SoulWords'. For mig repræsenterer det den dybe forbindelse mellem ord og sjæl - mellem det vi siger, og det vi virkelig mener, mærker og lever efter. Det favner alt det, vi bærer rundt på, forsøger at forstå, give slip på og længes efter ... og samtidig beskriver det også den måde jeg stræber efter at fortælle mine historier på.
Jeg havde meget tidligt i processen en klar idé om at mit logo skulle indeholde en spiral. For mig repræsenterer den livets cyklus: fødslen, livet, døden og genfødslen ... men den repræsenterer også transformation og fremdrift. Denne udgave af dobbeltspiralen er lavet specielt til mit firma og den er for mig et simpelt, men kraftfuldt symbol.
Min mission ...
'Så hvad er det egentlig dit firma går ud på?'
Det er et spørgsmål jeg har fået fra mange ... både venner, kolleger samt følgere siden jeg begyndte at tale om mine firmaplaner ... og det er et godt spørgsmål, som der ikke er et kort svar på, men hvis jeg alligevel skal prøve at fatte mig i korthed, så er det at kunne hjælpe folk med at finde vejen (tilbage) til et mindfuldt liv.
Mit primære fokus er shamanistisk mindfulness, som er et koncept der kombinerer klassisk mindfulness med en naturspirituel vinkel – inspireret af de nordiske shamanistiske rødder. Det er dog vigtigt at understrege at du ikke nødvendigvis skal være spirituelt anlagt for at få gavn af dette koncept - du skal blot have et nysgerrigt og åbent sind. Jeg vil nemlig gerne lære dig hvordan vi blandt andet ved at følge naturens årstider kan lade os føre igennem livet på en måde, der nærer både krop og sjæl.
Har du lyst til at følge med i hvad der sker i mit liv?
Du kan finde mig på Instagram, Facebook samt LinkedIn - det er dog primært Instagram jeg bruger når jeg inviterer indenfor i mit liv og viser glimt fra hverdagen. Hvis du har spørgsmål, er du meget velkommen til at skrive en privatbesked bagom de sociale medier eller sende en e-mail.
Mange hilsner,
Haidi


